Af Ulrik Jantzen

Bevægelserne er hurtige og elegante, svømmefinnerne bevæger sig i takt med spillernes akrobatiske afleveringer af den tunge bold imellem hinanden. Trods de hurtige bevægelser ligner det slowmotion, når sportsdykkerklubben Aqua-quick træner undervandsrugby i Lyseng Svømmehal.
En svag klirrende lyd fra to jernstænger afbryder brat spillet. En lyd, som skærer gennem vandet. Spillerne lystrer straks. Træningslegen er slut. Der skal spilles kamp.
Deltagerne fordeler sig så de seks blåhættede er i den ene ende af bassinet og de seks hvide i den anden.
Ud over hætterne er de gemt bag tætsiddende dykkerbriller og en lille bred snorkel. Enkelte har tapet et par af deres fingre sammen for at undgå skader, ligesom mange spiller med ledbåndsbeskyttere på knæ og albuer.

Taktikken er det vigtigste
Strategien planlægges nøje af både det angribende og det forsvarende hold. Sekundet efter svømmer de to hold direkte mod hinanden. I sidste sekund afværger angriberen, der har bolden, den faretruende kollision, ved at dykke lodret mod bunden. Angriberen afleverer hurtigt bolden skråt til højre og søger til overfladen for at få ilt gennem snorklen, blot for igen at dykke lodret ned. Strategisk lægger han sig i venstre side. Medspilleren bliver holdt i benet og rundt om livet. Knebent får angriberen igen fat i bolden. Men for sent. Modspillerne har luret ham, og han bliver overrasket både fra oven og fra neden. Kampen for ikke at miste bolden er i gang. Alle kræfter lægges i. Rundt om de efterhånden fem kæmpende, som snurrer rundt i et virvar, står en sky af iltbobler. Angriberen bliver nødt til at søge mod overfladen for endnu engang at "tanke op". Modstanderne holder ud. Kursen sættes mod kurven. Pludseligt er spillet vendt 180 grader. Målmanden lægger sig på kurven, som et låg på en gryde. Men det er ikke nok. Modstanderne angriber aggressivt. Bolden nærmest dunkes i kurven.
Gasblå i hovederne pustes der ud ved overfladen, og taktikken til næste runde bliver lagt. Spillet går i gang igen.

I krig og kærlighed
Spillet er bygget op som de fleste andre boldspil. Det gælder om at score mål. Banen har ingen officielle mål ud over en dybde mellem 3,5 og 5 meter. Målene er fastskruede kurve ved bunden, placeret i hver ende af banen. Bolden er på størrelse med en håndbold og fyldt med saltvand, så den kan synke. En kamp består af to omgange à 15 minutter.
Undervandsrugby er som krig og kærlighed - her gælder alle kneb - næsten. Der er lige et par undtagelser; det er ikke tilladt at slå, sparke, og røre udstyret. Til gengæld må man skubbe, holde og bryde, men det er kun tilladt at røre den person, som er boldførende. Så snart han afleverer eller taber bolden, er slåskampen forbi i denne omgang. Det er også kun den boldførende, der har ret til at angribe målmanden.
Det er tydeligt at se at teknik, hurtighed og strategi vinder mange gange over råstyrke i denne sportsgren. Når man står på kanten, er oplevelsen begrænset til forpustede ansigter, som hurtigt forsvinder i dybet igen, snorkel-spyt og finnesprøjt. Det er under vandet det sker. For lige under vandoverfladen lurer en vild og tredimensional verden. Du kan bevæge dig i alle retninger op ned og til alle sider. Som i et lufttom rum.

Næsten en fisk i vandet
"Gid jeg havde gæller" stønner Erik Petersen, der netop er vendt tilbage til overfladen. Men kun for denne korte bemærkning, inden han er på vej mod bunden igen. Erik spiller undervandsrugby to gange om ugen i Lyseng svømmehal. Han er fast mand på eliteholdet og er ofte til kamp i weekenden "Tidligere spildte jeg tiden på at pumpe jern i et motionscenter. En kammerat og jeg væddede om, at der var andre sportsgrene, der kunne give mig ligeså meget rent styrkemæssigt som det fordummende jernpumperi" fortæller Erik
"Jeg tabte væddemålet for snart otte år siden, men har fået pengene tusinde gange igen i form af kammeratskab, sund motion og godt humør." fortæller Erik.

(Artikel bragt i Politiken den 29.11.99)